Boomerang

Copyright @ All Rights Reserved

SJOV OG LET BYGGET BOOMERANG

 

Lav din egen boomerang - af to rørepinde til maling!

Der er noget mystisk ved en boomerang: det er ikke andet end et stykke træ, og alligevel er det med en enkel håndledsbevægelse i stand til at foretage en facinerende flugt igennem luften, og vende tilbage til kasteren.

 

Denne leg har i århundreder facineret unge og gamle over hele verden, og selvom fysikkens love teoretisk kan forklare fænomenet, vil der altid være noget magisk over det at kaste med boomerang.

Et kursus på verdens eneste boomrangskole i Sidney, Australien startede en sand boomerang-dille for familien Mørk fra Fyn. Det er siden blevet til mange 100 hjemmelavede boomeranger og flere fynske boomerang-festivals, hvor venner og bekendte fra nær og fjern har deltaget i fremstillingen af deres egne modeller og en masse sjove konkurrencer.

 

Mange har sikkert prøvet at kaste med forskellige legetøjsboomeranger, eller måske endda prøvet en "rigtig" boomerang fra Australien uden det helt store held. Og det er synd. I denne artikel lærer du ikke bare at kaste korrekt med en boomerang, men vi laver også et par stykker, der med garanti virker. Og det er formentlig den billigste hobby, du overhovedet kan kaste dig over: et par rørepinde der blev til overs fra sidst du købte maling, samt et stykke sandpapir er alt hvad der behøves.

 

Hvis du vil et skridt videre kræves kun en stump krydsfiner og en lille sav, som du sikkert har i forvejen.

 

Boomerangens historie.

Boomeranger af den type som vi beskæftiger os med her, nemlig dem der kommer tilbage til udgangspunktet, har stort set altid været brugt som legetøj. Mange forbinder stadig boomeranger med et australsk jagtvåben, men dette er langt fra tilfældet. I de fleste verdensdele har man benyttet såkaldte kastekøller på måske op til ca. 5 kg. til at nedlægge mindre vildt med. Disse køller blev kastet afsted med stor kraft og rotation, og meningen var at de skulle ramme byttet, men selvfølgelig ikke komme tilbage.

 

Typen der returnerer er langt lettere, ofte i en buet eller krum facon, og det er absolut ikke meningen, at de skal ramme noget undervejs. I nogle tilfælde har aboriginals i Australien brugt dem til at kaste forbi steder, hvor der har siddet fugle, og hvis jægeren så evt. samtidig sagde som en rovfugl, kunne boomerangen give de mindre fugle indtrykket af, at der var fare på færde. Så lettede de måske, og kunne evt. nedlægges med andre våben. Men ellers har disse boomeranger været brugt til leg af både børn og voksne.

 

Vi laver vores første boomerang!

 

Din første boomerang vil stensikkert være en succes. Den er gratis og den flyver fænomonalt! Bare du følger anvisningerne her til punkt og prikke. Se billedet under teksten.

 

Trin 1: Start med at få fat i et par af de store rørepinde, som man får udleveret når man køber maling. Hvis du ikke allerede har nogle, så spørg i byggemarkedet. Alternativt kan du også selv lave et par pinde i nogenlunde samme dimensioner. Vælger du at lave dem selv så brug noget 3 mm. krydsfiner, og skær 2 strimler ud på 45 cm. længde og ca. 3 cm. brede.

Mærk midten op på begge stykker, og afsæt 2,5 cm. til hver side fra midterstregen. Fra disse punkter sliber du nu oversiden ud mod enderne således, at du runder begge kanter. På denne måde bliver oversiden nærmest konveks, og undersiden forbliver flad, ligesom på vores flyvemaskine. På denne boomerang sliber du ikke oversiden a-symetrisk, men tager lige meget af i begge sider

(se figur 2). Et stykke sandpapir nr. 60 vil kunne slibe kanterne runde i løbet af ganske få minutter, og det er ikke særlig afgørende, at der er pudset efter med fint sandpapir. Alle 4 ender rundes let.

 

Trin 2: nu sætter du et mærke 15 cm. fra alle 4 spidser af dine pinde. Dette svarer til 2/3 af afstanden fra enden og ind til midten, og dette mål kan bruges uanset hvor stor du evt. senere vælger at lave din boomerang. Næste skridt er at holde hvert af disse 4 punkter (eet af gangen) over flammen på et stearinlys i nogle få sekunder, ca. 5-10 sek. (se figur 3). Mens pinden er varm bøjer du nu omkring opstregningen enden af pinden lidt opad, højst 5-6 mm. Det er vigtigt, at alle 4 ender bøjes lige meget, og lige langt fra spidsen. Læg f.eks. en lille stump træ på 5-6 mm tykkelse på et bord, og kontroller at bøjningen er ens på alle 4 spidser. Når varmen er gået af træet efter ca. ½-1 min. vil bøjning være permanent i træet. Du kan tydeligt mærke, om temperaturen er høj nok, når du begynder at bukke: træet bliver pludselig meget nemt at bøje, når det får den rette temperatur. Denne proces tager højst 5 min.

 

Trin 3: din boomerang er nu så godt som færdig! Du mangler kun at samle de to pinde præcis på midten af hver pind. Dette kan du gøre på flere måder: du kan benytte et par gummibånd til at holde de 2 pinde stramt sammen, en stump ståltråd eller du kan vælge at samle dem med en klat hvid trælim, og lade den tørre i et par timer, eller være klar allerede efter 10 min. hvis du bruger kontaktlim. Begge dele virker, og vil holde til 100-vis af kast. Endelig kan du bore et 4 mm hul præcist i midten af hver pind, og sætte en lang (ca. 60-80 mm) 4 mm maskinskrue eller en stump gevindstang i hullet. Lad den ene ende af skruen stikke ud på undersiden af boomerangen og brug en møtrik, 2 spændeskiver og en vingemøtrik til at holde de 2 pinde sammen med (se figur 4). Den ende af skruen eller gevindstumpen der stikker op foroven skal bare være så lang, at vingemøtrikken kan få fat. Ideen med denne metode er, at du nu kan gribe boomerangen i den del af skruen, der stikker ud forneden.

 

Nu er din første boomerang færdig, og du er klar til en prøveflyvning! Og byggeprocessen har ikke taget over 1 time! Er du så heldig at råde over en lille båndsliber, kan en boomerang som den her beskrevne let laves på et kvarter. Vent med at male til du har lavet et par testflyvninger. Måske skal der rettes lidt på enderne, eller der skal slibes lidt ekstra.

 

Kilde:

Boomerangs - How to make and throw them

Bernard S. Mason

1. testflyvning.

 

Det er svært at sige hvad der er sjovest: at bygge eller flyve med boomerangen. Begge dele er utrolig spændende. Men for at få succes med din første flyvning er der nogle ganske enkle regler der skal overholdes. Og ikke bare nogenlunde, men ret så præcist.

 

Denne boomerang flyver ud i en afstand af ca. 14-18 meter fra kasteren, og du skal derfor ikke prøve den indendørs! Find et godt frit areal uden vinduesruder, dyr eller mennesker i nærheden. Og frem for alt: vælg en dag, hvor det ikke blæser ret meget. Blæser det ret meget mere end 3-5 meter pr. sekund (svag til jævn vind) skal du vente til en anden dag! Ellers er alle anstrengelser forgæves med denne type boomerang.

 

Start så med at finde ud af, hvor vinden kommer fra. Begynd med at stille dig så vinden kommer skråt ind på din venstre side, hvis du kaster med højre hånd. Tag nu fat i én af boomerangens ender med højre hånds tommel- og pegefinger så den runde overside vender mod dig selv, og den flade ende væk fra dig. Nu fører du arm og boomerang godt bagud ved at bøje i albuen mens du holder boomerangen mellem fuldstændig lodret (kl. 12.00) og kl. 13.00. Jo mere rolig vejr - jo nærmere kl. 13.00. Holder du boomerangen mod kl. 11.00 i stedet for mod kl. 13.00 vil den hurtig styrte hovedkulds til jorden. Før nu armen med en rask bevægelse fremad og stands bevægelsen, når armen er vandret. Du må IKKE fortsætte armens bevægelse ned mod jorden, da boomrangen så også helt sikkert vil ryge direkte i jorden. Når du har sluppet boomerangen korrekt skal din højre hånd nærmest være i en stilling der svarer til at du peger ligefrem med din hånd. En sidste vigtig detalje ved kastet er, at du i kasteøjeblikket giver boomerangen en kraftig rotation ved at lave en hurtig bevægelse i håndleddet.

 

Klik på billedet til venstre og se hvor fint en hjemmelavet boomerang flyver:-) Der er tale om en tre-bladet boom, men kaste- og gribeteknik (og fornøjelse!) er præcis den samme som boomerangen af to rørepinde, som er beskrevet herover.

Der kommer senere en detaljeret beskrivelse af, hvordan du bygger den trebladede boomerang. Glæd dig!