Om

Copyright @ All Rights Reserved

Kontakt:

Geert Mørk * 5250 Odense SV

www.trae.nu

mail@trae.nu

Tlf: 2323 0615

GEERT MØRK

Træ har været en vigtig bestanddel af mit liv.

 

Det meste af fritiden i min barn- og ungdom til jeg blev 22 tilbragte jeg med at sortere træ i min families trælast i Odense - oplært af erfarne trælastfolk og håndværkere. Dagligt bredte duften af frisk fyr- og grantræ fra de svenske skove sig over hele pladsen, når der blev skåret tømmer på den store rundsav. En duft der aldrig har forladt mine næsebor.

 

Jeg fik aldrig selv en formel uddannelse indenfor træ. Men måske det netop har været en fordel. Jeg har kunnet stå på sidelinien og selv vælge hvordan jeg ville arbejde og lege med træ. Hele mit voksne liv har træ været leg. Og jeg har ikke været afhængig af at skulle arbejde med træ udfra kommercielle eller organisationsmæssige hensyn. Det vil præge denne hjemmeside:-)

 

Fra 2002 - 2010 var jeg tilknyttet bladet Gør Det Selv fra Bonniers Forlag hvor jeg sammen med en lang række fagfolk fra bl.a. byggebranchen lavede mange hundrede artikler om stort og småt indenfor håndværk, byggeri - og især træ:-) Det gav mig en sjælden mulighed for sammen med fagfolk at fordybe mig i en lang række tekniske detaljer om materialer og konstruktioner. Meget af den viden vil jeg prøve at videreformidler på disse sider, på min blog om træ og på min Facebook side om træ.

 

Der ligger ingen politiske, fagpolitiske, organisatoriske, kommercielle eller andre hensyn bag mine valg af emner for denne hjemmeside. Nogle vil måske syntes, at det er mærkeligt at den eller den person eller det eller det emne ikke er med. Eller at mine valg har været forkerte af andre årsager. Det beklager jeg. Men jeg har ikke haft andre hensyn at tage, end til min egen nysgerrighed. Jeg har prøvet at få så mange forskellige aspekter af træarbejde med som muligt, og jeg har i den sammenhæng overhovedet ikke skelet til, om de mennesker jeg har talt med har en faglig uddannelse eller ej. De fleste er uddannede håndværkere og fagfolk indenfor deres felt, men der findes fantastisk mange håndværkere og andre højt specialiserede mennesker der laver unikt arbejde uden at have bestået en formel svendeprøve. Bl.a. fordi der for nogles vedkommende slet ikke findes en formel uddannelse.

 

Jeg skylder en stor tak til alle dem, der beredvilligt har åbnet deres værksteder, hjem og forretninger for mig, og som tålmodigt har brugt timer på at besvare spørgsmål og forklare mig om deres fag, værktøjer og materialer. Jeg har nydt hver eneste time, og håber at det er lykkedes mig at fange noget af deres store engagement og umådelig faglige dygtighed, og at det må være til inspiration for en masse træmænd og elskere af verdens dejligste råmateriale.